Voldsomt røveri mod sparekasse i Dronninglund

Tre maskerede mænd røvede torsdag en lokal sparekasse i byen Dronninglund i Nordjylland.

Kort efter lukketid klokken 18 smadrede røverne en rude ind til Dronninglund Sparekasse med en såkaldt europalle, så de havde fri adgang til bankens lokaler.

- Der kommer man så ind og stjæler en valutakasse. Det er en kasse med møntruller, men jeg har ikke det eksakte beløb, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

De tre røvere, som alle var iført sorte elefanthuer og mørke hætter, forlod banken for et kort øjeblik og vendte derefter tilbage med et brækjern, som de forsøgte at bryde et pengeskab op med. Dog uden held.

Ifølge DR Nordjylland var bankpersonalet i færd med at tælle pengene op efter arbejdsdagen. De tre mænd sagde angiveligt intet under røveriet, men de havde en truende adfærd. Til sidst stak de af fra sparekassen.

- Vi har et vidne, der kort efter klokken 18 har set en sort Audi stationcar, der kører meget stærkt ad Slotsgade i retning mod Hjallerup. Det er muligvis den, vi leder efter, fortæller vagtchefen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip