Voldsomt skælv udløser tsunami i Stillehavet

En serie af kraftige, undersøiske jordskælv skabte natten til onsdag dansk tid frygt for ødelæggende flodbølger mange steder i Stillehavet.

Der blev udsendt tsunami-advarsler for en stribe lavtliggende ø-nationer, og borgere blev bedt om at søge væk fra strande og andre udsatte strækninger, hvor man frygtede det værste og ventede ængsteligt på de potentielt livsfarlige vandmasser.

Monsterbølgerne ankom heldigvis aldrig - det tætteste var en bølge, som blev målt til 0,9 meter og ramte Salomonøerne, som ligger i den vestlige del af Stillehavet.

Og det var netop i nærheden af Salomonøerne, at det mest voldsomme af nattens jordskælv ramte, oplyser det amerikanske tsunamivarslingscenter på øgruppen Hawaii.

Det blev målt til det særdeles kraftige 8,0 ifølge USA's geologiske overvågningscenter (USGS). Skælvet blev også udløst i en meget lav dybde på blot 5,8 kilometer - og ramte cirka 340 kilometer øst for Kira Kira på Salomonøernes Makira.

Ifølge tsunamivarslingscenteret for Stillehavet blev der efterfølgende skabt en tsunami, der kunne være destruktiv i nærheden af epicentret.

Derfor blev der da også udsendt tsunamivarsler i store dele af regionen - det gjaldt blandt andet Fiji, Papua Ny Guinea, Vanuatu, Nauru og Tuvalu. Desuden var blandt andet Samoa, New Zealand, Tonga og Indonesien i alarmberedskab.

Selvom frygten for dødbringende tsunamier heldigvis ikke viste sig at være reel, kan der stadig være dødsofre efter de voldsomme jordskælv ved Salomonøerne.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der frygt for, at skælvene kan have ødelagt flere forskellige landsbysamfund på øgruppen.

- Vi får informationer om, at nogle landsbyer ved og syd for Lata (by på Salomonøerne, red.) langs kysten er blevet ødelagt, selvom vi ikke kan bekræfte det endnu, siger en lokal hospitalsdirektør.

Men der er endnu ingen bekræftede informationer om eventuelt dræbte, tilskadekomne eller materielle ødelæggelser.

I 2007 mistede flere end 30 mennesker livet på Salomonøerne efter et voldsomt jordskælv og den tsunami, der fulgte kort tid efter. Naturkatastrofen efterlod også flere end 5000 hjemløse.

I 2009 medførte et meget kraftigt jordskælv og en voldsom tsunami massive ødelæggelser på andre øgrupper i området og dræbte næsten 200 på Samoa, Amerikansk Samoa og Tonga.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip