Voldtægt i Gullestrup: 16-årig drengs forklaring passer med pigernes

Brikkerne i voldtægtssagen fra Gullestrup i Midtjylland begynder at passe sammen for politiet.

Under en afhøring af den sigtede 16-årige dreng i sagen, der blev foretaget sent fredag eftermiddag af Midt- og Vestjyllands Politi, afgav han en detaljeret forklaring svarende i al væsentlighed til den forklaring, som er afgivet af de to forurettede piger i sagen.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Den 16-årige dreng er sigtet for fuldbyrdet voldtægt af en 10-årig pige, mens det lykkedes hendes veninde at slippe væk.

Fredag aften gentog sigtede sin forklaring af det skete under et indenretsligt forhør i Herning Byret.

Den afgivne forklaring omhandler alene de forhold politiet har sigtet ham for og ikke andre forhold, som Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker sideløbende, og som der ikke er rejst sigtelse for på nuværende tidspunkt.

Midt- og Vestjyllands Politi betragter nu hændelsesforløbet omkring sagen for klarlagt, men fortsætter efterforskningen af sagen for at skaffe yderligere materiale, der kan danne grundlag for en tiltalerejsning ved anklagemyndigheden.

Dagens Gossip

Dagens TV