Voldtægtsforsøg: Kvinde snittet med kniv

En 25-årig kvinde fra Ulfborg blev i weekenden forsøgt voldtaget på Fyrvej i Hvide Sande. Det oplyser Jens Ole Pedersen, stationsleder ved lokalpolitiet i Ringkøbing, til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Kvinden var på vej hjem fra en fest, da hun lørdag morgen klokken 5.30 blev passet op af en ukendt gerningsmand, som forsøgte at voldtage hende.

Manden truede kvinden med en kniv og forlangte, at hun skulle tage tøjet af.

Det lykkedes kun delvis for gerningsmanden at få tøjet af kvinden, for under forsøget gjorde hun modstand og sparkede manden.

I den forbindelse snittede manden hende ved underlivet med sin kniv, inden han opgav voldtægtsforsøget og forsvandt.

Politiet blev efterfølgende tilkaldt, og Fyrvej blev spærret af i forsøget på at finde spor efter gerningsmanden.

Den unge kvinde måtte efter overfaldet til undersøgelse på hospitalet. Ifølge politiet har hun ikke fået andre fysiske skader end snitsåret ved underlivet.

Politiet er uden spor efter gerningsmanden, og derfor efterlyser man nu vidner, der måtte have set eller hørt noget lørdag morgen.

Man har ikke noget signalement af gerningsmanden. Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip