Volkswagen henter direktør hos Porsche efter skandale

Volkswagen har ansat ny direktør efter skandalen om snyd med udledning af kvælstofilte fra flere dieselmodeller.

Direktørposten overtages af Porsches chef, Matthias Müller. Han tager over efter Martin Winterkorn, som trådte tilbage under massivt pres tidligere på ugen.

- Min prioritet er at vinde den tillid tilbage, som Volkswagengruppen har mistet, siger Müller blandt andet.

Beslutningen er taget på et bestyrelsesmøde fredag aften i Volkswagens hovedkvarter i Wolfsburg.

På mødet drøftes flere strukturændringer i toppen af den skandaleramte bilgigant.

Presset er steget voldsomt på Volkswagen, siden amerikanske myndigheder i sidste uge afslørede et stykke software, der sminker på dieselbilers udledning af kvælstofilte i test.

Først hed det, at skandalen omfattede en halv million dieselbiler, men siden er sagen vokset betydeligt i omfang.

Den tyske bilproducent har erkendt, at der er tale om 11 millioner biler på verdensplan, og fredag har den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, så sagt, at flere modeller er omfattet.

Da sagen kom frem, lød det, at der var tale om dieselmotorer på 2,0 liter.

Dobrindt fortæller, at også dieselmotorer på 1,2 liter og 1,6 liter har haft det snydende program siddende under kølerhjelmen.

- Det, vi nu ved, er, at det ikke kun gælder personbiler. Det gælder også mindre varebiler fra Volkswagen, siger Dobrindt.

Det er endnu ikke afklaret, om Volkswagen-biler i Danmark er solgt med det snydende software.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip