Volkswagen indrømmer: Svindel er også foregået i Europa

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Der skal foretages stikprøver af andre bilmærker end Volkswagen for at kontrollere om deres udledning af det såkaldte NOx holder sig indenfor det tilladte.

Det siger den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, torsdag ifølge Reuters.

Desuden fortæller han, at Volkswagen har indrømmet, at det europæiske marked også er berørt af skandalen, hvor VW har installeret software i 11 millioner biler. Dermed er bilernes reelle udledning af den giftige gas NOx blevet skjult under test.

Den tyske transportminister foreslår, at de nye kontroller af bilerne, som skal foretages de næste måneder, ikke gennemføres under typiske testforhold. I stedet skal det foregå under mere realistiske omgivelser for en bil og dens ydeevne - ude på vejene.

Sagen startede med, at det amerikanske miljøagentur, EPA, fredag i sidste uge meddelte, at det i dieselbiler fra VW og Audi på det amerikanske marked havde målt udledning af såkaldte NOx-gasser, der ligger langt over det tilladte.

Softwaren kunne konstatere, hvornår bilen blev underkastet kontrol. Volkswagen risikerer en bøde fra de amerikanske myndigheder på 120 milliarder kroner.

Onsdag tog den øverste chef for VW, Martin Winterkorn, konsekvensen af skandalen og gik af.

Det formodes, at det danske bilmarked også er berørt af det, der kaldes den største tyske industriskandale i nyere tid, men intet officielt er endnu blevet meldt ud.

/ritzau/