Volkswagen skifter gearkasseolie efter intern fejl i DSG7

Volkswagens kvalitetskontrol har vist, at den anvendte syntetiske olie i DSG7-gearkasserne kan foranledige en intern fejl i gearkassens elektroniske system. Fejlen kan medføre, at gearkassen udkobler og, at bilen kører i friløb. Alle bilens øvrige systemer, som motor, bremser, styretøj og lys er upåvirkede heraf.

Derfor er der heller ikke fare for personskade hvis fejlen opstår. Det har samtidig vist sig, at særlige typer klimatiske forhold, som høje temperaturer og høj luftfugtighed kombineret med meget køkørsel, har stor indvirkning på hvorvidt fejlen opstår.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Disse forhold gør sig ikke gældende i Danmark, hvorfor olieskiftet gennemføres som en forebyggende serviceaktion for alle Volkswagens DSG7-kunder.

Berørte biler

Samtlige Volkswagen personbiler med DSG7 tilbydes at få skiftet fra syntetisk til mineralsk olie. I Danmark drejer det sig om cirka 9.000 biler, indregistrerede fra 2008, hvor DSG7 kom på det danske marked. DSG7-gearet kan vælges til følgende Volkswagen modeller: Polo, Golf, Scirocco, Touran, Tiguan, Caddy og Volkswagen CC.

Ingen af modellerne fra Volkswagen Erhvervsbiler har den pågældende gearkasse.

Hvordan skal ejerne forholde sig?

Først og fremmest behøver man som DSG7-ejer ikke gøre noget, der er ingen fare forbundet med problematikken, og man kan anvende sin bil med DSG7 som man plejer.

Serviceaktionen vil blive gennemført i løbet af 2014 og Volkswagen vil kontakte samtlige eksisterende kunder, der er berørt af problematikken direkte.

Har man fravalgt autoriseret Volkswagen Service, men er i besiddelse af en DSG7-gearkasse bør man kontakte nærmeste Volkswagen-værksted eller servicepartner, så vil de kunne tilbyde det gratis olieskift når serviceaktionen er sat i værk.

Dagens Gossip

Dagens TV