Volkswagen tilbagekalder 8,5 millioner biler fra EU

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Den tyske bilproducent Volkswagen vil tilbagekalde 8,5 millioner dieselbiler fra det europæiske marked, da de har installeret en software, som viser lavere udledning af kvælstofilter i test, end bilerne reelt udleder.

I alt skal der være tale om 11 millioner biler på verdensplan, og cirka 91.000 af dem kører ifølge Volkswagen Danmark rundt her i landet.

Tilbagekaldelsen af de 8,5 millioner biler bliver sat i værk fra januar næste år og berører de 28 medlemslande i EU, oplyser den tyske bilfabrikant.

Endnu er de berørte danske bilers skæbne uvis.

Den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, oplyste torsdag, at myndighederne pålægger Volkswagen at tilbagekalde 2,4 millioner biler i Tyskland alene, hvilket glæder den danske afdeling ifølge pressechefen hos Volkswagen Danmark, Søs Ilum.

- Det giver os en forhåbning om, at det samme kommer til at ske i Danmark, sagde hun tidligere på dagen til DR Nyheder.

Det fremgår endnu ikke, hvorvidt bilernes software bliver opdateret, eller om de berørte billister bliver refunderet, efter at flere har lagt sag an.

I USA omfatter snyderiet 500.000 biler, og her har miljøagenturet EPA varslet bøder op mod 18 milliarder dollar (118 milliarder kroner).

Volkswagen erkendte i sidste måned, at bilproducenten har indrettet en lang række dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstod mere miljøvenlige, end de er i almindelig drift.

Onsdag kom det frem, at mindst 30 ledende personer har været involveret i svindelskandalen. Det skrev det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel med henvisning til både interne og eksterne undersøgelser.

Skandalen har spredt sig til hele verden. I Italien ransagede politi torsdag Volkswagens hovedkontor samt sportsvognsmærket Lamborghini.

Seks italienske chefer bliver omfattet af efterforskningen herunder de italienske topchefer Massimo Nordio og Luca De Meo.

De er henholdsvis marketing- og salgschef for den italienske afdeling af Audi, som er et andet datterselskab til Volkswagen, skriver det italienske nyhedsbureau AGI.

/ritzau/AFP