Volkswagens chef træder tilbage

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Den øverste chef for Volkswagen, Martin Winterkorn, træder tilbage. Det meddeler bilfabrikken efter et krisemøde onsdag eftermiddag i Wolfsburg.

68-årige Winterkorn var kommet under stort pres for at trække sig tilbage, efter at de amerikanske miljømyndigheder har opdaget, at Volkswagen har snydt med, hvor meget forurening, dieselbiler fra den tyske fabrik udleder.

Winterkorn siger i en erklæring, at han er bestyrtet over, hvad der er sket de sidste dage for verdens største bilfabrik.

- Som koncernchef påtager jeg mig ansvaret for de omtalte uregelmæssigheder i dieselmotorer og har derfor bedt revisionsrådet sammen med mig at træffe aftale om at afslutte mine funktioner som øverste leder for koncernen Volkswagen.

- Jeg gør dette i virksomhedens interesse, skønt jeg ikke er bevidst om at have begået fejl, skriver han.

Lederen for revisionsrådet, Berthold Huber, siger, at bilfabrikken har behov for en "ny, troværdig begyndelse".

En afløser for Winterkorn ventes udpeget fredag.

Det er virkelig med ryggen mod muren, at Volkswagen bebuder en ny begyndelse.

De amerikanske justitsmyndigheder har indledt en efterforskning, der kan ende med en straffesag.

Det er det amerikanske miljøagentur EPA, som fredag i sidste uge meddelte, at det i knap en halv million dieselbiler fra VW og Audi havde målt udledning af såkaldte Nox-gasser, der ligger langt over det tilladte.

Udledningen har vist sig at være høj under daglig kørsel i bilerne. Men når de samme dieselbiler blev kaldt til kontrol, så sørgede et program i bilernes indbyggede computer for, at udstødningen holdt sig inden for de amerikanske miljøregler.

Softwaren kunne altså konstatere, hvornår bilen blev underkastet kontrol. Volkswagen risikerer en bøde fra de amerikanske myndigheder på 120 milliarder kroner.

Det synes at pege i retning af bevidst svindel fra den tyske bilfabriks side.

Den tyske anklagemyndighed er også ved at granske sagen.

Tirsdag meddelte Volkswagen, at 11 millioner VW-dieselbiler er udstyret med den famøse software. Men det står ikke klart, om der også er foregået noget ulovligt i Europa og Danmark.

/ritzau/dpa