Volley-landshold: Sådan slår vi Belgien

Der venter Danmark en stor udfordring, når volleyball-landsholdet lørdag skal forsøge at besejre Belgien i EM-gruppespillet.

Men med en flot indsats mod puljefavoritterne fra Italien kan de danske spillere hurtigt få øje på, hvad der skal hives med videre fra åbningskampen.

- Vi skal tage vores holdmoral med. Vi bliver ved indtil sidste point, og det er det eneste, vi kan. Hvis vi stopper undervejs og holder pause, så er det forbi, siger landsholdsstjernen Mads Ditlevsen, der hentede 18 point hjem til Danmark fredag aften.

Det danske hold formåede at bide fra sig i kampen mod Italien, men de bed ikke hårdt nok til at sikre sig en sætsejr. En af grundene var, at Danmark røg ind i nogle dårlige stimer i løbet af opgøret, og det skal bremses, hvis håbet om en sejr skal være realistisk.

- I de situationer, hvor vi kommer under meget pres, skal vi lige slå koldt vand i blodet, tage en puster og køre et stabilt spil, så vi ikke laver for mange uprovokerede fejl, som det kom til at ske lidt i perioder. Så mister vi momentum.

- Hvis vi ændrer på det, så tror jeg, at vi har en rigtig god chance, lyder det fra landsholdets to meter høje Simon Gade.

Samme vurdering kommer fra landsholdets anfører, Kristian Knudsen.

- Hvis vi kan få ryddet op på vores side, så er jeg faktisk ligeglad med, om det er Italien, Belgien eller hvem der står på den anden side, så tror jeg, at vi kan være med langt hen ad vejen, siger han.

Lørdag aftens modstandere fra Belgien tager heller ikke let på opgaven mod Danmark, selvom de overbevisende sænkede Hviderusland med 3-0 i sæt fredag.

- Vi har mødt Danmark i European League, så vi kender dem. Men de spiller hjemme, og de har ikke noget at tabe i turneringen.

- De starter ikke som favorit, så hvert point, de vinder, vil give energi, og et sæt giver endnu mere. Det er en farlig situation for enhver modstander, så vi tager det meget seriøst, siger Belgiens landstræner, Dominique Baeyens.

/ritzau/

Dagens Gossip