Volleyherrer tester formen inden European League

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Første slag i forberedelserne frem mod European League for det danske herrelandshold i volleyball skal slås mod Schweiz. To testkampe fredag og lørdag skal få rytmen ind i det danske spil.

Efter fire dages prøvetræninger har landstræner Mikael Trolle udtaget 17 spillere, som skal træne frem mod European League om en måned.

Inden da skal spilkonceptet ind i fingrene, og første mulighed er to testkampe mod Schweiz i Kildeskovshallen.

- Det har været en fornøjelse at træne med holdet i denne try-out. Spillerne har vist super form og trænet benhårdt. Allerede da jeg tiltrådte som landstræner for godt et år siden, var jeg meget positiv over for den talentmasse, der er i dansk volleyball.

- Efter weekendens try-out er jeg kun blevet bekræftet i, at niveauet blandt vores spillere er rigtig højt, siger Mikael Trolle i en pressemeddelelse.

Der er 13 pladsers forskel mellem Danmark og modstanderen i de to første testkampe i European League-forberedelserne.

Schweiz er nummer 39 på den europæiske rangliste, mens Danmark indtager en 26.-plads.

Schweiz er nok også mest kendt for sine præcise urværker og hullede oste. Og for at blive i jargonen skal Danmark forsøge at sætte det schweiziske maskineri ud af takt og finde hullerne i blokaderne.

- Schweiz er en rigtig fin første modstander i forberedelserne frem mod European League. Det er et hold, som vi kan måle os med på mange parametre. Samtidig er det et hold, vi skal kunne spille med og slå.

- Vi skal have prøvet vores spilkoncept af og spillet holdet sammen. Drengene skal ind i rytmen med hinanden, forklarer Mikael Trolle.

Det er fjerde år i træk, at de danske volleyherrer er med i European League, som spilles fra 4. juli til 16. august.

/ritzau/