Volvo vil bruge elg-ekspertise til at redde kænguruer

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Mødet med en stor elg på en mørk svensk landevej kan få fatale følger, og den slags ulykker har Volvo udviklet teknikker til at undgå.

Nu vil den svenske bilproducent tage denne viden med til Australien i et forsøg på at redde nogle af de mange kænguruer, som dagligt mister livet i trafikken.

Det store pungdyr er årligt involveret i 20.000 trafikuheld ifølge Nationalforeningen for Veje og Bilister, NRWA, oplyser Volvo.

Mens dyrene må betale med skader eller livet, koster det årligt forsikringsselskaberne 73 millioner australske dollar, svarende til 360 millioner kroner.

Kænguruen er dog langt hurtigere og mindre forudsigelig end den svenske elg. Kænguruen kan løbe med op til 60 kilometer i timen.

- I Sverige har vi foretaget undersøgelser af større og langsommere dyr som elg, rensdyr og køer, som udgør en alvorlig trussel på vore veje, siger Martin Magnusson, som er sikkerhedsingeniør i Volvo.

- Kænguruer er mindre, og deres opførsel er mere uberegnelig.

Ingeniører fra Volvo, som ejes af den kinesiske bilproducent Geely, har været i Australien for at filme kænguruernes opførsel de seneste uger.

Disse undersøgelser skal munde ud i, at man udvikler software, der forhåbentlig kan forhindre nogle af de mange kollisioner mellem køretøj og kænguru.

Systemet fungerer på en måde, så bilen bremser automatisk, hvis bilens kameracensorer registrerer en kænguru med risiko for kollision.

/ritzau/AFP