Vores biler er mere værd

Den danske bilpark er blevet mere værd. Sidste år steg værdien af biler, varevogne og motorcykler med 1,1 procent, når der korrigeres for prisudvikling og efter fradrag af afskrivninger.

Samlet er bilparken 271 milliarder kroner værd, viser tal fra Danmarks Statistik.

Den øgede værdi skyldes en stigning i værdien af personbiler, mens der har været et fald i værdien af varebiler og motorcykler.

Ser man på personbilerne alene, så steg de med tre procent. Og da der er flest personbiler i Danmark, står den gruppe da også for langt den største andel af værdien af forbrugernes køretøjer med 85 procent i 2013.

I begyndelsen af i år stod personbilerne for 231 milliarder kroner af den samlede værdi på 271 milliarder kroner, viser tallene.

Af de øvrige grupper trækker især varebiler ned med et værdifald på 10,1 procent, oplyser Danmarks Statistik.

Selv om bilparken blev mere værd sidste år, så har stigningerne i opgangstiderne været højere. I årene 2004 til 2007 var der et højt forbrug, som har medført en årlig realvækst i den samlede værdi på fire til otte procent.

Men finanskrisen ramte også bilerne for alvor i 2009, hvor der var et værdifald på 2,6 procent.

/ritzau/

 

Dagens Gossip