Vores skattegæld er på slankekur

Danskerne skyldte ved udgangen af 2012 61,7 milliarder kroner til Skat. Dermed er danskerne blevet lidt bedre til at få gælden til skattefar ud af verden.

Det er et fald på 0,4 milliarder kroner eller 0,6 procent i forhold til året før, viser opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er første gang i flere år, at danskernes gæld til skat skrumper ind i stedet for at vokse.

Fra 2007 til 2011 har der været en kraftig stigning i restancerne. Finanskrisen gjorde det svært for virksomheder og private at få høvlet deres skattegæld af, bemærker Danmarks Statistik.

Gælden på 61,7 milliarder er inklusive restancer, der er hensat til forventet tab.

Hvis man ser bort fra den gæld, som Skat altså ikke forventer at kunne inddrive, udgjorde skatte- og afgiftsrestancerne 51,8 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 2,7 milliarder kroner eller 5,5 procent i forhold til året før.

/ritzau/

Dagens Gossip