Vraget af fly fra EgyptAir er fundet i Middelhavet

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

Egyptens flåde oplyser, at den har lokaliseret vraget af det forsvundne EgyptAir-fly, der torsdag styrtede ned i Middelhavet med 66 mennesker om bord.

- Dele af flyvraget er fundet omkring 290 kilometer nord for Alexandria af egyptiske flådefartøjer, siger en talsmand for det egyptiske militær.

- Et helt område er ved at blive undersøgt for at finde den sorte boks fra flyet, hedder det i erklæringen fra flåden, som er offentliggjort på Facebook.

Grækenlands forsvarsminister, Panos Kammenos, siger, at der under eftersøgningen efter det nedstyrtede fly fra EgyptAir er blevet fundet en legemsdel, sæder og bagage.

Kammenos siger videre, at flyet havde fulgt en normal rute gennem det græske luftrum uden at afvige.

Men han siger videre, at data klart viser, at flyet tog skarpe drejninger og faldt.

- Men det er op til eksperter at analysere dette, siger Kammenos, som også afviser at deltage i "spekulationerne om årsagen" til tragedien.

En omfattende eftersøgning efter flyet blev intensiveret tidligere fredag.

Både Egypten og Grækenland har sat fly og flådefartøjer ind i eftersøgningen. De får støtte af franske enheder, og USA har sendt et overvågningsfly for at hjælpe med operationen.

Flyet fra EgyptAir forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen, uden at besætningen udsendte nødsignaler.

Tre franske havarieksperter ankom tidligt fredag til Kairo.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kondolerer i en erklæring familier og pårørende til ofrene for flystyrtet.

USA's indledende undersøgelser af satellitfotos viser indtil videre ingen tegn på, at der skete en eksplosion om bord på flyet. Det siger embedsmænd fra flere amerikanske agenturer til nyhedsbureauet Reuters.

En række eksperter har givet udtryk for, at den mest sandsynlige grund til flystyrtet er et "terrorangreb", men ingen gruppe har taget skyld for noget angreb i forbindelse med tragedien.

/ritzau/Reuters