Vraget Brøndby-talent havde set bænken komme

Da superligaklubben Brøndby med nød og næppe sikrede overlevelse i landets bedste række i foråret 2013, spillede den dengang 18-årige Patrick da Silva 12 ud af holdets 13 kampe som venstreback.

I sommerpausen skiftede Brøndby Auri Skarbalius ud med Thomas Frank på cheftrænerposten, og siden har den unge back med de brasilianske rødder ikke fået meget spilletid.

Thomas Frank gav selv Patrick da Silva debut på U19-landsholdet sidste forår, men spilleren havde forudset turen på bænken i Brøndby, hvor den jævnaldrende Riza Durmisi har overtaget pladsen.

- Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive sværere i denne sæson at komme på holdet. Riza var tilbage, og ham har jeg kendt længe, så jeg vidste, at han var en hård konkurrent.

- Og så kom Thomas og blev træner, så jeg havde set det komme. Han har haft Riza på landsholdet i cirka fire år, så han ved godt, hvad Riza kan i forhold til, hvad Auri for eksempel vidste, siger Patrick da Silva.

Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til at vinde sin plads på holdet tilbage.

- Det var ikke et slag i ansigtet i de første par kampe, men efter en periode kunne jeg godt mærke, at jeg var træt af at sidde på bænken, for jeg ville gerne ind og bevise noget og vise mig frem.

- Jeg vil kæmpe videre, så skal jeg nok få nogle flere kampe. Jeg har fået at vide, jeg bare skal fortsætte med det, jeg gør. Træneren er ikke utilfreds med mig på nogen måde. Han siger, at vi ligger meget lige, siger Patrick da Silva.

Thomas Frank medgiver, at "Silva" lige nu er nummer to i køen, men han er ikke langt fra holdet.

- Jeg tror sindssygt meget på ham, og han kommer til at spille i Superligaen i mange år. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Lige nu er der en, som er foran ham, men han skal bare holde sig til, når han får muligheden, siger Thomas Frank.

Muligheden kan komme allerede i forårspremieren, hvor Riza Durmisi har karantæne, når Brøndby tager imod AaB.

Selv om det kun er blevet til spilletid i fem kampe i efteråret - senest i slutningen af september - er det ikke planen, at Patrick da Silva skal lejes ud.

- Det har været på tale, at jeg kunne blive lejet ud. Det er klart, når jeg ikke har spillet meget i et halvt år nu.

- Men jeg har tænkt mig at blive i Brøndby, og så må vi se, hvordan situationen er til sommer, siger han.

Patrick da Silvas kontrakt med Brøndby løber til og med juni 2015.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV