Vraget FCK'er afviser spekulationer om fremtiden

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Thomas Kristensen er ikke helt inde i varmen hos FC Københavns træner, Ståle Solbakken, i øjeblikket.

I søndagens 4-1-sejr hjemme over Viborg måtte den tidligere FC Nordsjælland-spiller se unge Youssef Toutouh indtage en plads på den centrale midtbane sammen med Thomas Delaney, selvom sidstnævntes sædvanlige makker, Claudemir, var ramt af karantæne.

Først 25 minutter før tid kom Thomas Kristensen på banen, og mangel på spilletid har han oplevet en del gange i dette efterår.

Umiddelbart kan det virke som en utilfredsstillende situation for Thomas Kristensen, der sidste år spillede den foreløbig seneste af sine syv A-landskampe.

- Jeg havde da håbet, at jeg skulle starte. Men jeg har fået forklaret det, og det var sådan, han (Ståle Solbakken) valgte at gøre det, og så må vi se, hvordan han gør det næste gang, siger Thomas Kristensen.

Den 30-årige midtbanespiller har næste sommer kontraktudløb hos FCK, der i sommeren 2008 hentede ham hos FC Nordsjælland.

Efter nytår står det derfor frit for Thomas Kristensen at tale med andre klubber, der måtte være interesserede i at tilknytte ham.

Spekulationerne om fremtiden fylder dog intet lige nu, siger han.

- Overhovedet ikke. Det bruger jeg ikke tid på, ikke midt i sæsonen. Jeg er nødt til at koncentrere mig om, at vi har fem vigtige kampe tilbage, der også kommer til at tegne, hvordan vores forårssæson kommer til at forløbe.

- Lige nu handler det 100 procent om, hvad der kommer til at ske i de sidste fem kampe, siger han.

FCK møder på onsdag Juventus på udebane i Champions League-gruppespillet.

/ritzau/