Vraget Keller har ingen forståelse for Todds beslutning

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

Christian Keller har ingen udsigt til at spille superligafodbold for Randers FC, så længe Colin Todd er træner.

Det meddelte træneren til TV3 Sport tidligere fredag. Årsagen er, at Todd ikke længere har samme respekt for Keller, der har indledt et forhold til den nu tidligere holdkammerat Jonas Borrings fraseparerede kone.

Keller har svært ved at forstå trænerens beslutning.

- Jeg forstår ikke Colin Todds beslutning, men folk kan godt tage beslutninger, uden at man skal forstå det. Om jeg er enig eller ikke, det hjælper ikke noget, siger Christian Keller til TV 2 Østjylland og fortsætter:

- Jeg kommer til at blive i Randers FC, indtil de ikke vil have mig her længere, og jeg kommer til at kæmpe for at bevise, at jeg skal være på holdet.

- Jeg bliver indtil, de ikke ønsker mig længere, fordi jeg holder af de folk, der er her. Jeg holder også stadig af Colin Todd, selv om han holder mig ude af holdet. Han har også gjort meget for mig, så det her ændrer ikke på min holdning til Colin, siger Keller.

Han har ikke været i kamp for Randers, siden episoden kom frem i første halvdel af marts.

Randers FC's direktør, Michael Gravgaard, har så sent som fredag udtalt, at Colin Todd suverænt bestemmer, hvem der udtages til holdet.

Christian Keller er på kontrakt i Randers indtil sommeren 2017.

/ritzau/