Vraget Magnussen: Jeg kører Formel 1 igen i 2016

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Den danske racerkører Kevin Magnussen har ikke mistet selvtilliden helt, selvom han er blevet droppet af McLaren og dermed ikke har et fast sæde i Formel 1 i 2015.

22-årige Magnussen regner med, at han er tilbage i Formel 1 i 2016.

- Jeg er rigtig sikker på, at jeg kommer til at køre Formel 1 igen i 2016. Jeg vil helst køre for McLaren, men Fernando Alonso og Jenson Button har kontrakter på mere end et år her.

- Så lige nu er det ikke realistisk, at det bliver for McLaren, men i Formel 1 kan alt ske, og det er vigtigt for mig at være klar, hvis der sker noget, siger Magnussen.

Han kan godt forestille sig at køre for andre teams end McLaren i 2016, og måske den nuværende arbejdsgiver vil være ham behjælpelig.

- Jeg vil i samarbejde med McLaren finde en løsning. Teamet er en stor støtte, også til at komme videre til et andet team.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld med min Formel 1-karriere, selvom jeg ville have elsket at kunne fortsætte i et fast sæde i 2015 hos McLaren, siger Magnussen.

Efter måneders spekulationer, som især tog til i de seneste uger, offentliggjorde McLaren torsdag, at Fernando Alonso og Jenson Button er teamets to faste kørere i 2015, hvor Magnussen degraderes til reserve.

Magnussen og Button var teamkammerater i 2014, som var danskerens debutsæson i Formel 1.

Både Magnussen og Button fik onsdag aften at vide, hvilke kørere McLaren havde valgt til næste år.

Om beslutningen siger Magnussen:

- Jeg vil ikke kommentere på, om jeg er enig eller ej. I kan sikkert godt gætte jer til svaret. Jeg tror rigtig meget på mig selv, og jeg synes jo selv, at jeg er det bedste, der kan ske for ethvert Formel 1-team.

- Men jeg er også realistisk og kan godt se, hvorfor McLaren har valgt, som de har gjort. De har valgt to af de bedste kørere i Formel 1. I mig har de en ung kører, der har lang tid foran sig.

- De satser på det bedste lige nu samtidig med, at de holder på mig, som de kan satse på fremover, hvis de får brug for mig. Hvis ikke, er jeg fri til at gøre, hvad jeg vil.

/ritzau/