Vred FCK-træner skældte ud efter 1-1

Træner Ariel Jacobs hos de regerende danske mestre FC København havde næppe forudset, at hans hold efter fem runder i den nye Superliga-sæson ville ligge næstsidst i rækken under nedrykningsstregen og uden sejr.

Den negative stime fortsatte søndag med 1-1 hjemme i Parken mod AGF, og det var da også en stærkt utilfreds træner, der efterfølgende kommenterede endnu en sejrsløs indsats af FCK.

- I slutningen af kampen kunne man mærke, at AGFerne var lidt trætte. Det burde spillerne også kunne mærke på banen og prøve at udnytte det. Men det savnede jeg hos mine spillere, og det gør mig meget vred, sagde en ærlig FCK-træner til TV3 Plus efter kampen.

Jacobs lagde ikke skjul på, at FCKernes ustabile præstationer fra kamp til kamp irriterer ham.

- Jeg forventer, og jeg kræver meget mere stabilitet i vores spil, end det var tilfældet i dag. Der er lidt modgang lige nu. Og spillet er ikke så spontant, som det plejer at være. Men det eneste, der kan få os ud af det, er hvis vi scorer mål og vinder kampe, sagde Ariel Jacobs.

Han gjorde det klart, at truppen fik en regulær røffel efter 1-1 opgøret i Parken.

- Jeg brugte min vrede allerede i min tale efter kampen for at gøre dem det klart, at i de øjeblikke, hvor det er svært af en eller anden grund, skal man blive ved med at tro på det og jagte det 100 pct. Jeg kan ikke acceptere hverken fra holdet eller den enkelte spiller, hvis de ikke kan levere det, fastslog belgieren over for TV 3 Plus.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV