Vred regionsformand langer ud efter Vestager

Politikerne i det syddanske regionsråd er valgt til at kæmpe for syddanske interesser. Derfor giver den kritik, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har rettet mod regionen for dens samarbejde med pr-bureauet Waterfront ikke mening.

Det fastslår regionsrådsformand Carl Holst (V), efter at Vestager i et svar til Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, har kaldt det urimeligt, at regionen har betalt Waterfront for at modarbejde planerne om en fast forbindelse over Kattegat.

- Som folkevalgte politikere i Region Syddanmark er det selvfølgelig ikke bare vores ret, det er også vores pligt at kæmpe for syddanske interesser, siger Carl Holst til Ritzau.

Margrethe Vestager siger, at hun ikke synes, "at det er rimeligt, en region skaber nyheder, der har til formål at modarbejde andre offentlige myndigheders opgavevaretagelse" med henvisning til Kattegat-komitéen.

Men i Region Syddanmark køber man slet ikke præmissen om, at komitéen er en offentlig myndighed.

- Det er en professionel lobbygruppe, der har en lønnet formand. Og komitéen varetager sine interesser, og vi varetager vores. Sådan er politik, siger Carl Holst og fastslår, at Kattegatkomitéens planer er uholdbare.

- Med de meget store trængselsproblemer, vi har i trafikken rundt om i Danmark, mener vi, at det er halsløs gerning ikke at løse de problemer først, før vi kaster os ud i en Kattegatbro til mere end 100 milliarder kroner, siger Carl Holst.

- Og når vi kæmper for noget, kæmper vi nødvendigvis også mod noget andet. Derfor giver Margrethe Vestagers svar ikke rigtig mening.

Margrethe Vestager har i øvrigt orienteret Statsforvaltningen, der fører tilsyn med offentlige myndigheder, om samarbejdet. Det er imidlertid op til Statsforvaltningen selv at vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

- Det er fair, at hun har gjort det. Det er hendes beslutning, og det skal jeg ikke blande mig i. Jeg tvivler på, at det får konsekvenser, siger Carl Holst.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV