Vrede AGF-fans boykotter FCK-kamp

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Senest AGF mødte FC København var i finalen i DBU Pokalen. Ved den lejlighed indtog omkring 20.000 aarhusianske fodboldfans Telia Parken og støttede AGF.

Den 29. maj mødes de to klubber igen, når FC København tager imod AGF, men her skal man langt fra vente en invasion af fans fra Aarhus.

AGF's fans er nemlig sure på det nykårede danske mesterhold, da man har valgt at flytte det område, hvor udeholdets fans sidder i Parken, skriver Aarhus Stiftstidende.

Indtil foråret har udehold haft plads i området D1, men nu er gæster henvist til A11 i nationalarenaen, hvilket har skabt så meget vrede i AGF’s officielle fanklub, at man ikke ønsker at møde op.

- A11 er på alle tænkelige måder et helt forfærdeligt sted at placere fans. Det er placeret øverst oppe, ude i hjørnet, på den ene langside. Man er meget langt fra grønsværen – som i Aarhus – og lyden vil være derefter og ikke nå ned til spillerne.

- Vi finder det dybt beklageligt, at FC København på denne måde fratager os alle muligheden for at skabe en festlig ramme og på bedste måde være med til at profilere dansk fodbold, skriver AGF’s officielle fanklub i en pressemeddelelse ifølge avisen.

Fanklubben opfordrer derfor aarhusianske fans til at holde sig væk.

- Vi har på grund af den ringe placering og de ringe muligheder, denne placering giver os for at bakke AGF op, valgt at aflyse turen til Parken.

- Samtidig opfordrer vi AGF-fans til helt at udeblive fra kampen i Parken 29. maj, men understreger, at det selvfølgelig er folks eget valg.

/ritzau/