Vrede bulgarere demonstrerer: Regeringen bør gå af

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Tusindvis af bulgarere deltog søndag i en demonstration i hovedstaden Sofia mod landets regering, som ifølge demonstranterne bør træde tilbage og bane vej for nye valg.

Ifølge de omkring 4000 deltagere i demonstrationen er Bulgarien et ustabilt, fattigt og dårligt ledet land. Søndagens protester fandt sted nøjagtig 24 år efter afslutningen på det kommunistiske styre i landet.

Deltagerne - primært studerende - bar bannere med slogans som "Ned med mafiaen", "Vi bliver, I kan udvandre" samt "24 år med et forlorent demokrati er nok".

Kritikere af regeringen beskylder ledende medlemmer af regeringen for at have tætte forbindelser til "lyssky" forretningsfolk.

Den socialistisk ledede regering kom til magten i maj, efter at den foregående regering blev tvunget til at gå af efter folkelige protester.

Men allerede nu er den ny regering under pres. Næsten dagligt er der demonstrationer mod regeringen og premierminister Plamen Oresharski.

Bulgarien er blandt de fattigste lande i Europa. Gennemsnitslønnen på 400 euro - cirka 3000 kroner - er den laveste i EU. Pensionister må klare sig for et langt mindre beløb. Den gennemsnitlige månedlige pension er på under 1000 kroner.

Studerende protesterede også lørdag med krav om ændringer i landets uddannelsessystem, som bør "udvikle selvstændige mennesker med kritisk sans" i stedet for konforme personer.

- Vi protesterer mod fattigdom og arbejdsløshed. Vi protesterer, før vi ender som højt uddannede tiggere, hed det i en skriftlig erklæring fra demonstranterne.

Ifølge en meningsmåling fra det uafhængige Alpha Research støtter 60 procent af vælgerne protesterne mod regeringen.

/ritzau/Reuters