Vrede demonstranter kaster molotovcocktails i Mexico

Skrevet af admin

21/11/2014

Dagens topnyheder

Molotovcocktails og fyrværkeri fløj gennem luften fra vrede demonstranter mod politiet i Mexico, da de to grupper torsdag stødte sammen i hovedstaden, Mexico City.

Det er i protest over præsident Enrique Pena Nietos håndtering af en formodet massakre på 43 lærerstuderende, at de mange mennesker er gået på gaden.

Hundredvis af betjente stod side om side, mens tusindvis af demonstranter udtrykte deres vrede over, at de studerende angiveligt er blevet dræbt af korrupte politifolk i september.

Der er fredag morgen dansk tid ikke meldinger om tilskadekomne i protesterne. Det oplyser politiet.

Mexico har været rystet af voldsomme protester, siden regeringen oplyste, at flere anholdte bandemedlemmer har tilstået, at de har dræbt de 43 savnede studerende og efterfølgende brændt dem på en losseplads. Bandefolkene har forklaret, at de havde fået de studerende overdraget af korrupte politibetjente.

Sagen er vokset til at være den største krise hidtil for Mexicos præsident Nieto, siden han tiltrådte for snart to år siden, hvor han lovede at genoprette ro og orden i Mexico. Da var op mod 100.000 mennesker dræbt under gangsteropgør.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at de forsvundne studerende, der kommer fra en venstreorienteret skole i Iguala, havde en længerevarende konflikt med borgmesteren i byen, hvor de forsvandt, og at byens politi tilbageholdt dem og udleverede dem til lokale gangstere, som dræbte dem.

Præsidenten har lovet, at alle skyldige stilles til ansvar.

/ritzau/Reuters