Vrede kunder: Nykredits kundekroner er åndssvage

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

Nykredit kunne godt have sparet sig at sende 600 millioner kroner tilbage til de kunder, som koncernen har ramt med markant højere bidragssatser på realkreditlån.

I hvert fald hvis man spørger stifter af Foreningen Fair Bidragssats, der er stiftet i protest mod Nykredit og Totalkredits pludselige stigninger i bidragssatserne.

- Det er ikke noget, der gyder olie på vandene. De kunne jo bare lade være med at trække pengene i første omgang.

- Jeg finder det fuldstændigt åndssvagt at bruge administration på at trække penge fra folk for så at betale nogle af dem tilbage, siger Anders Sandbjerg Larsen, stifter af Fair Biddragssats.

Nykredit varslede i forbindelse med sin børsnotering, at man for at leve op til endnu ikke vedtagne EU-regler hæver sine bidragssatser - et årligt gebyr på en vis procentdel af et boliglån - markant.

Det har vækket enorm vrede og tiltrukket sig stor opmærksomhed i medierne.

Torsdag fortalte Nykredit så, at man gennem konceptet kundekroner vil give Totalkredit-kunder 1000 kroner per lånt million tilbage med 250 kroner fra tredje kvartal 2017 til tredje kvartal 2018.

Der er dog stadig store spørgsmål ved, hvordan det skal ske. Betalingen er ikke mejslet i sten, og det er ikke afklaret, om de 1000 kroner skal beskattes.

- Så man kan slet ikke regne med, at det ender med at blive 1000 kroner. Der er lidt for meget lusk med i dette her, hvis man spørger mig, siger Anders Sandbjerg, der kalder konceptet "hjernedødt".

Foreningen Fair Bidragssats har ifølge sin hjemmeside 40.818 medlemmer af sin Facebook-gruppe og 5616 medlemmer af foreningen.

/ritzau/