Vrede mod Venezuelas regering: To studerende er dræbt

Skrevet af admin

13/02/2014

Mest læste i dag

Demonstrationer mod Venezuelas regering udviklede sig onsdag fatalt. Mindst tre personer har mistet livet, mens 23 andre er såret i de værste uroligheder, siden landets præsident, Nicolas Maduro, kom til magten sidste år.

To personer blev skudt i landets hovedstad, Caracas, da tilhængere og modstandere af Maduro stødte sammen. Mange var gået på gaden for at protestere mod præsidentens håndtering af landets økonomiske krise og barske kriminalitet.

Ifølge anklagemyndigheden er en tilhænger af regeringen samt en studerende blevet dræbt af skud, skriver nyhedsbureauet AFP.

Nicolas Maduro tilføjer, at en anden studerende kæmper for sit liv, da vedkommende er blevet skudt i hovedet.

- Det er ikke lykkes denne voldelige gruppe at fylde Venezuela med død og blod før nu, siger Maduro.

- I dag sørger vi over de to unge venezuelanere, som er døde, tilføjer præsidenten.

Borgmesteren i kommunen Chacao - øst for Caracas - skriver på Twitter, at en tredje person også er blevet dræbt af skud.

Demonstrationerne i Caracas var i første omgang fredelige, men så begyndte flere oppositions-tilhængere at brænde bildæk af i gaderne, siger øjenvidner. Politiet svarede igen med tåregas og gummikugler, og 25 personer er blevet anholdt.

Det er endnu uvist, hvem der har affyret de dræbende skud.

Nicolas Maduro kom til magten, da landets mangeårige leder Hugo Chávez døde sidste år efter længere tids kamp mod kræft. Maduro var Chávez' håndplukkede efterfølger.

/ritzau/Reuters