Vrede norske pensionister kan koste Tryg 300 millioner

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Norske pensionister planlægger et sagsanlæg mod forsikringsselskabet Tryg , der kan løbe op i 300 millioner kroner. Det oplyser Tryg i en fondsbørsmeddelelse.

Varslingen om sagsanlægget kommer fra Finansforbundet i Norge og handler om tilpasning af en række norske medarbejderes pensionsordninger, som blev gennemført i 2014.

Finansforbundet mener, at tilpasningen var uretmæssig. Fagforeningen har ikke sat beløb på, men Tryg vurderer, at sagen kan komme til at koste selskabet 300 millioner kroner.

Tryg mener dog ikke, at pensionisterne har noget at komme efter.

- Selskabet er ikke enig i, at tilpasningen var uretmæssig. Det er derfor forventningen, at en sag vil skulle finde sin løsning ved domstolene, og at en afgørelse tidligst kan forventes om 1½-2 år, skriver selskabet.

Trygs såkaldte solvency ratio var 212 i første kvartal 2016, og et eventuelt tab på 300 millioner kroner ville medføre en solvency ratio på 206, tilføjes det.

/ritzau/