Vrede over DSB-job, der flyttes til København

300 ansatte i DSB står til en fyreseddel. Men der er også en del job, der tager turen tværs over landet fra Jylland til København.

30 stillinger i Kundecenter Randers og 12 stillinger i Aalborg og Herning flytter til hovedstadsområdet.

Det vækker vrede og forundring hos HK Transport & Jernbane, hvis medlemmer rammes hårdest.

- Vi kan faktisk ikke se, hvad DSB vil spare ved at flytte disse arbejdspladser til København - vi har ikke kunnet få en business case på flytningen, kun nogle lidt forblommede ord om at samle nogle opgaver, få styr på nogle processer, at man mangler en leder i Randers, mv., siger kredsformand Lone Riis i en pressemeddelelse.

DSB har meddelt, at de fleste fyringer vil ske hos personale, der blandt andet arbejder i billetsalget. Selve togdriften vil formentlig ikke blive berørt.

HK Transport & Jernbane mener, at flytningen af stillingerne vil få store menneskelige konsekvenser og håber på en udsættelse.

- Vi har foreslået DSB - når der nu tilsyneladende ikke er den store økonomiske gevinst i denne beslutning - at man i det mindste skubber flytningen af nogle af arbejdspladserne til København yderligere ud i fremtiden, f.eks. til 2014. Det vil give tid til, at de berørte kan afsøge andre muligheder, siger næstformand Birthe Østergaard Petersen.

Hun fortæller, at hun vil afkræve DSB svar om flytningen af stillingerne.

 

Dagens Gossip