Vrede over uddannelsesplan vokser hos socialdemokrater

Skrevet af admin

04/10/2014

Dagens topnyheder

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) plan for at spare på de uddannelser, der producerer flest arbejdsløse nyuddannede, vækker mere og mere bekymring blandt socialdemokrater.

De frygter for, hvilke konsekvenser planen om såkaldt dimensionering vil have for uddannelser og lokalområder, skriver Politiken lørdag.

Kritikken kommer blandt andet fra formanden for Folketingets Uddannelsesudvalg, Rasmus Prehn (S). Han luftede sine bekymringer på partiets gruppemøde onsdag.

- Det, jeg sagde på gruppemødet, og som jeg siger andre steder, er, at jeg synes, det kan være udmærket at lave en dimensionering generelt. Men jeg er bekymret over, at Syddansk Universitet og Aalborg-området bliver ramt forholdsmæssigt hårdere end andre steder i landet, siger han til Politiken.

Nedskæringsplanen har fået den socialdemokratiske Aalborg-borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, til at sende et brev til Folketingets uddannelsesordførere og ministeren for at bede om, at modellen bliver ændret.

University College Nordjylland skal nedlægge fem procent af sine studiepladser og er den professionshøjskole, der rammes hårdest af nedskæringerne, mens Aalborg Universitet er det universitet i landet, som skal skære mest.

Aalborg-borgmesteren beklager, at Uddannelsesministeriet ikke har taget højde for, hvordan de nordjyske institutioner virker som motor for vækst i Nordjylland.

- Vi er kendt for at have det universitet, som optager flest mønsterbrydere fra familier, hvor man ikke har en længerevarende tradition for uddannelse. Som modellen er skruet sammen, ser den ud til at virke som en strafaktion mod vækstuniversiteterne, siger han til Politiken.

Siden ministeren lancerede modellen, som skal skære op til 30 procent af optaget på en række videregående uddannelser, er den blevet mødt med kritik.

Uddannelsesinstitutionerne har råbt højt for at gøre opmærksom på, hvordan nedskæringsmodellen rammer skævt, og på Christiansborg er der udbredt utilfredshed med ministerens plan.

Sofie Carsten Nielsen siger til avisen, at hun er åben for at justere modellen, men målet forbliver uændret.

/ritzau/