Vrede udkantskommuner angriber København

En række kommuner rundt omkring i Danmarks yderområder retter nu et usædvanligt hårdt angreb mod København.

Den store hovedstadskommune beskyldes for at være usolidarisk, fordi den trods historisk god økonomi ikke sænker skatten, skriver Jyllands-Posten.

- Hvis København bare havde sænket skatten med 0,2 procentpoint, havde de jo hjulpet os alle sammen, siger Frederikshavns borgmester, Lars M. Møller (V), til avisen.

I hans nordjyske kommune har man fået nej fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til at hæve skatten og må nu spare et sted mellem 50 og 100 millioner kr.

Det er et krav fra regeringen, at en skattestigning i én kommune modsvares af en skattesænkning i en anden, så regnestykket går i nul.

I Aabenraa er borgmester Tove Larsen (S), som ligeledes har fået nej til at hæve skatten, også kritisk over for københavnerne:

- De har et kæmpeproblem med at bruge deres penge, mens vi har et kæmpeproblem med at finde penge til en ordentlig service, siger hun til Jyllands-Posten.

I Frederikshavn frygter borgmesteren, at de ulige vilkår knækker Danmark over med fattige kommuner, der år efter år må igennem store sparerunder, mens rige kommuner kan holde høj service og samtidig lægge penge i kassen.

Dagens Gossip

Dagens TV