Vridsløselille-overfald er trist rutine

En erfaren fængselsbetjent bliver overfaldet med en kniv af en indsat.

Den situation opstod i går i Vridsløselille Statsfængsel.

Det lyder måske som noget ekstraordinært og uhyggeligt, men er man fængselsbetjent, er det tæt på hverdag.

- For os som ved, hvad der sker i fængslerne, er jeg ked af, at det jo nærmest er rutine, siger Ina Rasmussen, der er stedfortrædende forbundsformand i Dansk Fængselsforbund.

Selvom der ikke sker voldelige overfald på betjente dagligt, er frygten for det der hele tiden. Truende situationer opstår nemlig hele tiden.

- Det er de situationer, som vi har ekstremt svært ved at forsvare os imod, og som vi jo alle sammen har en angst for kan opstå - altså situationen hvor en indsat pludseligt og uvarslet overfalder en af os, fortæller Ina Rasmussen.

Gårsdagens overfald i Vridsløselille blev udført af en 52-årig indsat med relationer til rockermiljøet.

Og det undrer ikke i Dansk Fængselsforbund. Det er nemlig især de mange rockere og bandemedlemmer, som gør hverdagen utryg for fængselsbetjentene.

- Deres adfærd er langt mere nedslidende, og der ligger latente trusler om vold alene i deres relation til bander. Vi ved, vores medlemmer føler sig presset af at skulle have med dem at gøre, og vi ved, de går til grænsen konstant i forsøget at intimidere sig til en stærkere position i fængslet, understreger Ina Rasmussen.

Fængselsbetjentene kan ikke styre problemet ved bare at lade være med at udsætte sig selv for farlige situationer. For det er en uundgåelig del af arbejdet, især når forholdet mellem indsatte og ansatte ser ud, som det gør.

- Det, der i hvert fald ligger fuldstændig fast, er, at man har tilført massivt flere indsatte indsatte de seneste ti år, og vi har slet ikke fået tilført ressourcer, der passer til det, siger Ina Rasmussen.

Fængselsforbundet ønsker sig tiltag fra Kriminalforsorgen, der både tager hensyn til økonomi og helt almindelige rammer for hverdagen med i forhold til arbejdsmiljøet.

Dagens Gossip