Vrooooom: Politiet rykker nu også ud på en segway

Politiet på den københavnske vestegn vil den kommende måned teste et helt nyt køretøj af.

Det drejer sig om en af de såkaldte segways, som Københavns Vestegns Politi nu tester som nyt patruljekøretøj i lokalområderne.

Derfor kan borgere på Vestegnen nu vente sig et anderledes syn i den kommende tid: En fuldt uniformeret politimand kørende rundt stående på en Segway i lokalområdet.

- Vi vil gerne se, om det egner sig til at patruljere på vores stisystemer, bycentre og boligområder, siger leder i lokalpolitiet politikommissær Ulrik Hove.

Den tohjulede Segway er elektrisk, sidestillet med en cykel og kan køre andre steder end f.eks. en patruljevogn.

- Den er et pudsigt blikfang, og signalerer forhåbentlig, at vi gerne vil i dialog, siger Ulrik Hove.

Københavns Vestegns Politi har fået lov at prøvekøre en Segway i en måned. Erfaringerne vil blive evalueret, og senere skal et evt. køb overvejes.

- Vi prøver gerne noget nyt – men lad os nu først se, hvad testen viser, siger politikommissær Ulrik Hove.

Segwayen skal indtil videre testes af lokalbetjente i Albertslund, Brøndby, Ishøj, Høje-Taastrup, Ballerup og Herlev.

Dagens Gossip