Vulkanudbrud dækker Costa Ricas hovedstad med aske

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

Et kraftigt vulkanudbrud har sendt store mængder af aske ind over Costa Ricas hovedstad, San José.

Biler og bygninger er dækket af aske, og en stank af svovl hænger i luften over byen, beretter nyhedsbureauet AFP.

De store mængder støv er udspyet af vulkanen Turrialba, der ligger cirka 30 kilometer fra San José.

- Det ser ud til at være det kraftigste udbrud i seks år, siger vulkanolog Gino Gonzalez i et tv-interview.

Store grå røgskyer væltede ud af den 3340 meter høje vulkan fredag lokal tid. Tv-kanaler fra San José viser optagelser af lukkede skoler samt hundredvis af mennesker, som søger mod hospitaler for at blive behandlet for vejrtrækningsbesvær og hudproblemer.

Der bor knap 300.000 mennesker i det lille mellemamerikanske lands største by.

Den nationale krisekommission råder indbyggerne til at bære masker og iføre sig tætsiddende tøj for at beskytte lunger og hud mod asken.

Vinden blæser vestover og sender asken mod landets mest befolkede områder. Ifølge mediet Tico Times begyndte vulkanen at rumle onsdag, men de kraftigste udbrud kom fredag. Flere flyafgange er indstillet i området.

/ritzau/NTB