VW indgår aftale om kompensation efter skandalesag

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Volkswagen er nået frem til et kompromis med amerikanske myndigheder i sagen om de biler, der er udstyret med såkaldt snydesoftware.

Det oplyser den amerikanske dommer Charles Breyer ifølge Reuters.

Den tyske bilgigant og det amerikanske justitsministerium har fremlagt detaljerne i aftalen for dommer Breyer ved et retsmøde i San Francisco.

Breyer havde fastsat torsdag som sidste frist for VW og de amerikanske myndigheder til at komme med en plan for, hvordan bilproducenten vil ændre på den software, der er installeret i de 580.000 VW-dieselbiler, som er solgt i USA.

Amerikanske ejere af VW-dieselbiler, der har snydesoftwaren installeret, vil få tilbud om at sælge deres biler tilbage til VW, opsige deres leasingaftale eller få tilpasset bilen, så den opfylder krav, skriver Financial Times.

VW's øverste ledelse, der består af seks mand, mødes torsdag for at drøfte det amerikanske forlig.

Sagen ventes at komme til at koste bilproducenten store milliardbeløb i sagsanlæg, officielle undersøgelser, tilbagekaldelser og at foretage ændringer på de mange tusinder biler.

Skandalen brød løs sidste år, da det kom frem, at den tyske bilgigant havde installeret software i hundredtusinder af dieselbiler. Softwaren snød de amerikanske miljømyndigheders målinger af, hvor stor en mængde miljøskadelige stoffer bilerne udledte.

Aftalen skal endeligt godkendes, men kan være helt på plads i juni, skriver Reuters.

/ritzau/dpa