VW indgår aftale om kompensation efter skandalesag

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Volkswagen præsenterede torsdag en omfattende aftale, der kan betyde, at bilgiganten enten skal tilbagekøbe eller reparere omkring en halv million dieselbiler der forurener mere, end VW først har angivet.

Det forlig, som Volkswagen nu har indgået med amerikanske myndigheder, kan ifølge analytikere komme til at koste den tyske bilproducent mindst 10 milliarder dollar.

Og denne aftale kommer ikke til at være afslutningen på skandalen om den såkaldte snydesoftware, som VW havde installeret i mange af koncernens dieselbiler for at få det til at se ud, som om udledningen af miljøskadelige stoffer var mindre.

Det amerikanske justitsministerium er i færd med at granske omfanget af skandalen, og Volkswagen risikerer stadig retsforfølgelse i USA og et krav fra millioner af europæiske bilejere om, at de også får kompensation.

Den tyske bilgigant og det amerikanske justitsministerium har fremlagt detaljerne i den aftale, der nu er udarbejdet, for dommer Charles Breyer ved et retsmøde i San Francisco.

Breyer havde fastsat torsdag som sidste frist for VW og de amerikanske myndigheder til at komme med en plan for, hvordan bilproducenten vil ændre på den software, der er installeret i de 580.000 VW-dieselbiler, som er solgt i USA.

Amerikanske ejere af VW-dieselbiler, der har snydesoftwaren installeret, vil få tilbud om at sælge deres biler tilbage til VW, opsige deres leasingaftale eller få tilpasset bilen, så den opfylder krav, skriver Financial Times.

VW's øverste ledelse, der består af seks mand, mødes torsdag for at drøfte det amerikanske forlig.

Sagen ventes at komme til at koste bilproducenten store milliardbeløb i sagsanlæg, officielle undersøgelser, tilbagekaldelser og at foretage ændringer på de mange tusinder biler.

Skandalen brød løs sidste år, da det kom frem, at den tyske bilgigant havde installeret software i hundredtusinder af dieselbiler. Softwaren snød de amerikanske miljømyndigheders målinger af, hvor stor en mængde miljøskadelige stoffer bilerne udledte.

De sidste detaljer i den aftale, der er indgået kompromis om torsdag, skal være helt på plads senest 21. juni, har dommer Breyer meddelt Volkswagen.

/ritzau/dpa