VW-skandale: Danmark og Østrig kræver svar i brev til EU

Skrevet af admin

19/10/2015

Dagens topnyheder

Flere af EU's medlemslande er gået sammen om et brev, hvor de opfordrer EU-Kommissionen og medlemslandenes miljøministre til, at få klarlagt de nøjagtige miljømæssige konsekvenser af bilproducenten Volkswagens snyd med miljømålinger i millioner af dieselbiler.

Det viser et dokument, som nyhedsbureauet AFP mandag er kommet i besiddelse af.

- Den miljømæssige dimension i dette er nødt til at blive klarlagt, står der i brevet, som er sendt til EU's 28 miljøministre samt EU-Kommissionen, som laver EU's regler på området for medlemslande.

- Sagen kan have en direkte indflydelse på et lands totale udledning af giftgasser, og det kan påvirke alle medlemslandes indsats for at opfylde sine forpligtelser i forhold til EU's miljøregler, står der i brevet.

Brevet, som er dateret mandag, er skrevet af Østrig og Danmark, og er officielt bakket op af Frankrig, Holland, Slovenien, og Luxemborg.

- Kommissionen må "give et overblik over hvilke tiltag, der skal til for at give et konkret billede af manipulationen med dieselbiler", står der i brevet.

Landene opfordrer også til, at der hurtigst muligt bliver indført miljøtest på området, som bliver foretaget under virkelige køreforhold på vejene, og derfor giver mere præcise målinger, som VW's software ikke havde haft mulighed for at snyde.

Volkswagen erkendte i sidste måned, at bilproducenten har indrettet en lang række dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstod mere miljøvenlige, end de er i almindelig drift.

Onsdag kom det frem, at mindst 30 ledende personer har været involveret i svindelskandalen. Det skrev det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel med henvisning til både interne og eksterne undersøgelser.

Den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, oplyste torsdag, at myndighederne pålægger Volkswagen at tilbagekalde 2,4 millioner biler i Tyskland alene.

/ritzau/AFP