Wada-chef giver Jamaica med grovfilen

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Antidopingagenturet Wada er godt og grundigt utilfreds med Jamaicas atletikforbund.

Jamaicas succesrige atleter har været i stormvejr efter en række positive dopingprøver i år. Jamaica har meddelt Wada, at man først kan mødes med antidopingagenturet til næste år for at diskutere problemerne. Det vil Wada-boss John Fahey ikke acceptere.

- Deres nuværende holdning er uacceptabel, og vi lægger os ikke ned og tager imod den, siger Wada-direktøren til avisen The Guardian. Det skriver Reuters.

- At fortælle Wada, at de ikke er klar til at mødes med os før en gang til næste år, er utilfredsstillende. Det er totalt uacceptabelt for mig, og vi vil tage nogle passende forholdsregler, fortsætter han.

Den tidligere verdensrekordholder på 100 meter, Asafa Powell, den dobbelte OL-guldvinder på 200 meter, Veronica Campbell-Brown og en af sølvvinderne fra 4 x 100 meter stafet ved sidste års OL i London, Sherone Simpson, er alle taget for doping i år.

Tilliden til Jamaicas antidopingarbejde led yderligere et knæk i august.

Da fortalte en tidligere betroet medarbejder i Jamaicas antidoping-organisation, at Jamaica kun udførte én dopingtest uden for konkurrence i perioden mellem februar 2012 og frem til OL i London i juli-august samme år.

/ritzau/