Wada er skuffet efter IOC's dopingdom over Rusland

Skrevet af admin

25/07/2016

Dagens topnyheder

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) valgte søndag at se bort fra anbefalingen fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), der har ytret ønske om at udelukke russiske atleter fra OL som følge af en historisk dopingskandale.

Det er en beslutning, der vækker forundring hos Wada.

- Wada er skuffet over, at IOC ikke har fulgt Wadas anbefalinger, der var baseret på udfaldet af McLaren-undersøgelsen og ville have sikret en ligefrem, stærk og harmonisk håndtering af sagen, skriver Wadas præsident, Craig Reedie, i en pressemeddelelse.

- McLaren-rapporten afslørede et statsdrevet dopingprogram i Rusland, som underminerer principperne for ren sport, der tager udgangspunkt i Wadas antidopingregler, skriver Wada i pressemeddelelsen.

Wada havde opfordret til, at IOC udelukkede Rusland helt fra OL.

Det skete, efter at professor Richard McLaren offentliggjorde sin rapport, der konkluderede, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram og svindel med positive dopingprøver.

Rapporten konkluderede, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene, og at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.

IOC var derfor under pres for at udelukke alle russere fra OL, men det valgte komitéen altså ikke at gøre. I stedet vil man lade det være op til de enkelte sportsgrenes forbund at afgøre, om russiske atleter skal med til OL.

Der gik kun få timer, efter at IOC gjorde sin beslutning officiel, før Det Internationale Tennisforbund (ITF) meddelte, at de syv russiske tennisspillere, der har kvalificeret sig til OL i Rio, skal have lov til at stille op.

/ritzau/