Wada kræver Rusland udelukket fra al sport

Rusland skal udelukkes fra alle internationale sportsbegivenheder, indtil en gennemgribende kulturændring i holdningen til doping er gennemført.

Sådan lyder kravet fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) efter offentliggørelsen af McLaren-rapporten, der konkluderer, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram og svindel med positive dopingprøver.

- Wada opfordrer sportsbevægelsen til at udelukke Rusland fra at deltage i internationale konkurrencer inklusiv OL i Rio de Janeiro, indtil en kulturændring er gennemført, skriver Wada-talsmand Ben Nicholls på Twitter.

Rapporten konkluderer, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene, og at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har varslet et hastemøde tirsdag, hvor man skal diskutere, hvilke sanktioner man skal tage i anvendelse over for Rusland.

IOC-præsident Thomas Bach fastslår, at russerne kan se frem til en hård straf.

- De ting, der er kommet frem i rapporten, er chokerende og et angreb på sporten og de olympiske lege. Angrebet er uden fortilfælde, siger Thomas Bach i en udtalelse.

- Derfor vil IOC ikke tøve med at tage de strengeste sanktioner i brug mod individer eller organisationer, der er involveret, siger IOC-præsidenten.

Foreløbig er russiske atletikudøvere udelukket fra at deltage ved næste måneds OL efter tidligere afsløringer af dopingsnyd i landet.

/ritzau/

Dagens Gossip