Wada vil til bunds i anklager mod NFL-stjerne

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

En sportsdokumentar på tv-kanalen Al-Jazeera beskrev søndag en række sportsfolk, heriblandt en af de største legender i amerikansk fodbold, Peyton Manning, som dopingsyndere.

Nu går Det Internationale Antidopingagentur, Wada, ind i sagen.

Wada beskriver beskyldningerne som værende "særdeles bekymrende".

De har bedt sportsligaerne Major League Baseball (MLB) og National Football League (NFL) om at indlede et "styrket samarbejde" for at komme til bunds i sagen, der også involverer en række andre baseball- og NFL-spillere.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Allerede før dokumentaren blev vist på tv, var Peyton Manning i medierne for at forsvare sig. Quarterbacken fra Denver Broncos beskyldes for - gennem sin kone - at have købt væksthormonet HGH tilbage i 2011.

- Beskyldningen om, at jeg ville gøre sådan noget, er lige til skraldespanden og det pure opspind, sagde Peyton Manning i en udtalelse på Denver Broncos hjemmeside.

Wada-chef David Howman siger, han tager dokumentaren seriøst.

- Al-Jazeeras beskyldninger er særdeles bekymrende, især når de relaterer sig til NFL's og MLB's dopingtestprogrammer, siger Howman i en meddelelse til Reuters.

- NFL og MLB er ikke en del af Wada's antidopingprogram, men vi har de senere år arbejdet tæt sammen med dem og andre professionelle ligaer i USA, siger Howman.

Dokumentarens bagmænd er blevet kritiseret for at have manglende beviser for deres påstande, men alligevel er NFL og MLB igen havnet i mediernes søgelys for deres antidoping-politik.

Kritikere mener, at de private sportsligaer fejler fælt i deres generelle dopingpolitik og test af spillere.

Alle de involverede spillere nægter sig skyldige.

Talsmand for NFL, Brian McCarthy, siger til Reuters.

- Angående Hr. Howmans udtalelser, så sætter vi pris på vores forhold til Wada, og vi ser frem til fortsat at arbejde sammen med dem om at forbedre effektiviteten i alle antidopingprogrammer.

/ritzau/