Wales misser første EM-matchbold i nulløsning

Skrevet af admin

06/09/2015

Mest læste i dag

Wales må vente lidt endnu med at kvalificere sig til sin første EM-slutrunde i fodbold.

Søndag aften spillede Gareth Bale og co. 0-0 hjemme mod Israel.

En sejr havde sendt Wales til EM-slutrunden i Frankrig næste år, men nulløsningen var måske alligevel ikke helt så tosset i et direkte møde med en af konkurrenterne.

Wales fører EM-kvalifikationsgruppe B med 18 point for otte kampe. Det er fire point flere end Belgien, der har spillet en kamp færre.

Israel er nummer tre med 13 point for otte kampe.

Eftersom de to bedste hold i gruppen kommer direkte til EM, ser det rigtig godt ud for Wales.

Holdet mangler at møde Bosnien ude og Andorra hjemme, så det kan næsten ikke kikse.

Andorra er sidst i gruppen uden point.

Den bedste gruppetreer i de ni EM-kvalifikationsgrupper kommer direkte til EM, mens de otte øvrige skal spille playoff-kampe om i alt fire EM-billetter.

/ritzau/