Wales rystet af større jordskælv

Skrevet af Michael Lauritsen

29/05/2013

Dagens topnyheder

Den britiske halvø Wales er torsdag morgen blevet ramt af et jordskælv, som, ifølge British Geological Survey (BGS), er blevet målt til 3,8 på richterskalaen.

Epicentret for jordskælvet var i Det Irske Hav omkring 14 kilometer fra Abersoch, Gwynedd.

Det skete omkring klokken 04.15, og rystelserne kunne mærkes så langt væk som Southport i Merseyside, beretter Sky News.

Flere end 100 personer har henvendt sig til BGS, fordi de kunne mærke skælvet. De fleste inden for en radius af 96 kilomter.

Der blev meldt om høje brag efterfuldt af rumlen og derefter intens rysten.

Skælvet er større en gennemsnittet, men området rammes af ét i den størrelsesorden cirka en gang om året, lyder det.