Wammen besøger sin amerikanske kollega i Pentagon

»USA er Danmarks vigtigste allierede, og jeg ser derfor meget frem til mødet med Chuck Hagel. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at indlede jobbet som forsvarsminister på, end at mødes med den amerikanske forsvarsminister,« siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

De to ministre skal blandt andet vende et fortsat samarbejde mellem det danske og amerikanske forsvar, når NATOs sidste styrker bliver trukket ud af Afghanistan, men også grøn energi, energisikkerhed og det arktiske område er på dagsordenen.

Under besøget vil Wammen også forsøge at imødekomme den danske kritik af, at der ikke er gjort nok for at få informationer om de afghanske tolke, som kan få hjælp fra den danske stat enten gennem asyl eller gennem økonomisk hjælp i hjemlandet. Ifølge Information har Forsvaret mellem 22. april til 4. august kun sendt tre mails og ringet en enkelt gang til Mission Essentiel Personnel, der formidler kontakten til de tolke, der har arbejdet for Danmark i Afghanistan. Det vil Nicolai Wammen ændre på.

»Der er nu en god og konstruktiv kontakt med firmaet, og jeg forventer at mødes med firmaet i forbindelse med, at jeg er i Washington i denne her uge, og der håber jeg, at vi kan lave en aftale, der gør, at vi kan give tolkene oplysninger om, hvad de har af muligheder og rettigheder. Det er målet,« sagde Nicolai Wammen til Berlingske Nyhedsbureau mandag.

Dagens Gossip