Wammen: Dansk militærfly skal sætte stop for overgreb i Irak

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke risikofrit at sende et militærfly med våben til det nordlige Irak, mener forsvarsminister Nicolai Wammen (S), men det er nødvendigt for at bekæmpe de militante, der opererer i regionen.

Torsdag sidst på eftermiddagen besluttede samtlige Folketingets partier at bidrage med et dansk transportfly til indsatsen mod Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak.

Forsvarsministeren frygter ikke, at beslutningen om at sende et dansk militærfly af sted vil føre til en eskalering af Danmarks indtog i Irak.

- Det her bidrag handler om at sende et fly af sted med op mod 55 mand, og der er dermed ikke tale om en eskalering i forhold til, at Danmark hermed viser, at vi bakker op om civilbefolkningen i det nordlige Irak. Og at vi tager meget skarp afstand fra IS.

- Man har set, hvordan IS har lavet massehenrettelser, voldtægter, og folk er solgt som slaver. Det er en kynisme, som ikke er set tidligere i det her århundrede, som udspiller sig netop der. Det er baggrunden for, at Danmark med en række lande bidrager med hjælp i regionen, siger han.

Ifølge Flyvertaktisk Kommando letter Hercules-flyet allerede torsdag med kurs mod Cypern. Herfra vil indsatsen mod Islamisk Stat tage sit udgangspunkt.

IS har i de seneste måneder drevet hundredtusindvis af kristne og andre minoriteter på flugt fra de berørte områder i det nordlige Irak.

Nyhedsbureauet AFP har tidligere skrevet, at kurdiske soldater fra PKK, som står på både USA's og EU's terrorlister, deltager i kampen mod Islamisk Stat.

Der har derfor været spekulationer om, hvorvidt man risikerer, at det danske våbenbidrag havner i hænderne på den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

- De her våben vil ikke blive leveret til PKK, men til den regionale kurdiske ledelse i Irak. Det sker i tæt samarbejde med USA og de irakiske myndigheder, og vi har tillid til den vurdering, som USA har lagt med hensyn til, hvor de vil levere våbnene, siger han.

Det danske militære bidrag stilles til rådighed efter anmodning fra den irakiske og den amerikanske regering.

/ritzau/