Wammen: FE indsamler ikke rådata om danskerne

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Danmark er sluppet for terrorangreb, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) samarbejder tæt med sine udenlandske partnere mod terrorister.

Samarbejdet har blandt andet betydet, at terroristers forsøg på at angribe Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion i København blev stoppet.

Det siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S). Han studser samtidig over, at flere forsvarsordførere ikke har forstået lovens vide beføjelser til FE.

Ifølge dagbladet Information vidste de blandt andet ikke, at loven betyder, at FE samarbejder med USA's efterretningstjeneste National Security Agency, (NSA), om at tappe og videregive rådata.

- FE indsamler, bearbejder og analyserer alle former for kilder. Det sker fra FE's installationer i ind- og udland. Vi har samarbejdet med andre landes sikkerheds- og efterretningstjenester, siger Nicolai Wammen.

- Så det kan ikke komme bag på nogen folketingsmedlemmer, der har læst FE-loven, at det er dét, man har stemt for.

Nicolai Wammen understreger, at FE ikke indsamler rådata om danskerne, da tjenesten retter sit arbejde mod udlandet.

- FE kan kun interessere sig for danske forhold på opfordring af politiet eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) og med en retskendelse fra en dommer, påpeger han.

- Jeg går ud fra, at ordførerne læser de love og bemærkninger, der følger med, før de trykker på knappen i folketingssalen. Det er også meget væsentligt, at FE's virksomhed ikke består i masse-overvågning af danskerne.

- Det består i at rette opmærksomheden mod udlandet, siger Nicolai Wammen.

Han vil ikke kommentere Informations oplysninger om FE's samarbejde med NSA. Til gengæld påpeger han, at FE's samarbejde beskytter danskerne mod terrorangreb.

- Vi kunne afværge angrebet mod Jyllands-Postens kontor i København. Det byggede blandt andet på oplysninger fra et andet lands efterretningstjeneste, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/