Wammen: Regeringen har ikke styr på økonomien

Skrevet af admin

11/01/2016

Mest læste i dag

- Regeringen er endnu en gang blevet indhentet af virkeligheden. Det er bare 11 dage siden, at Lars Løkke Rasmussen lovede en stor skattereform, og nu er hans finansminister så på et stort tilbagetog. Det viser, at det sejler for regeringen, og at der ikke er styr på tingene.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, efter finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), mandag har bebudet, at skatteforhandlingerne må vente, til der er styr på asyl- og flygtningeudgifterne.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, opfordrede i weekenden regeringen til at skrotte skatteforhandlingerne.

- Claus Hjort har lyttet mere til Mette Frederiksen end Lars Løkke Rasmussen. Regeringen skal tage hele skridtet og erkende, at der ikke kommer skatteforhandlinger i år, lyder det fra Wammen, der tilføjer:

- Vi har gjort det helt klart, at vi mener, at det er en rigtig dårlig idé, at man laver store skattelettelser på et tidspunkt, hvor der er enorme udgifter til vores flygtninge, siger Socialdemokratiets politiske ordfører.

En af Socialdemokraternes bevæggrunde er, at de danske kommuner i længere tid har efterspurgt flere penge fra regeringen, så de kan håndtere flygtningesituationen.

- Kommune efter kommune må åbne budgetterne og spare på daginstitutioner, skoler og ældreplejen. Vi ser det som helt afgørende, at vi bruger det råderum, der er i økonomien, til at sikre velfærd for vores børn og ældre, før vi laver store skattelettelser, siger Nicolai Wammen.

Ifølge finansministeren skal der styr på asyludgifterne, før regeringen er klar til at gå videre til skattereformen. Finansministeren forsikrede dog, at der vil komme skatteforhandlinger "senere på året".

Det står i regeringsgrundlaget, at skatteforhandlingerne skal starte i foråret. Finansministerens ændring af tidsplanen for skatteforhandlingerne har fået Anders Samuelsen (LA) til at true regeringen på livet.

/ritzau/