Wammen: Samarbejdet med amerikanerne skal fortsætte

Det fik den nyudnævnte danske forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), også at mærke, da han onsdag mødtes med sin amerikanske kollega, Chuck Hagel.

Mødet varede længere end planlagt, og det var en bred vifte af emner på programmet lige fra fælles samarbejde efter Afghanistan til cyberkrig, grøn energi, arktiske spørgsmål og en del emner, som vi helt sikkert ikke får at vide, hvad handler om.

Men der er ingen tvivl om, at amerikanerne især er interesserede i at fastholde et tæt samarbejde med det danske forsvar.

»Vi vil intensivere samarbejdet mellem det danske og det amerikanske forsvar, når det gælder øvelser. Dermed binder vi også vores lande endnu mere sammen, når det gælder sikkerhed og forsvar,« siger Nicolai Wammen efter samtalerne i Pentagon til Berlingske.

I september kommer en amerikansk delegation til Danmark for at konkretisere diverse planer, som stadig er i planlægningsfasen. Sikkert er det dog, at amerikanerne arbejder hårdt på at få fastholdt det forhold, de har opbygget til en række af de mindre NATO-lande i tiden med Afghanistan.

»Det er klart, at vi er to forskellige lande, men der er en dyb respekt i USA for det, vi har udført i Afghanistan. Der, hvor vi konkret kommer til at arbejde sammen, er uddannelsen af officerer i Afghanistan, hvor vi sammen med briterne og amerikanerne vil gennemføre uddannelserne,« siger Nicolai Wammen.

Wammen siger, at der også bliver et samarbejde med amerikanerne inden for cyberangreb, terror, pirateri og andre områder af fælles interesse. Men selv om Wammen understreger, at mødet med Hagel ikke var konkret, så følger amerikanerne op på det med en række møder også i København.

Forsvarsministeren fik løst et akut problem, da han sent tirsdag indgik en aftale med det amerikanske firma, Mission Essential, som har stået for ansættelsen af tolke til både de britiske og danske styrker i Afghanistan.

»Jeg havde et møde med firmaets direktør, og vi lavede en aftale,« siger Nicolai Wammen.

Aftalen går ifølge forsvarsministeren ud på, at det er aftalt med firmaet, at de, »så vidt det er muligt«, kontakter de 37 tolke, det drejer sig om og får formidlet de tolkeaftaler, der er »indgået i Folketinget med et bredt flertal,« som Wammen udtrykker det. Derefter kan tolkene henvende sig for at få en individuel sagsbehandling i eventuelle asylsager.

»Desuden har vi i aftalen lavet en hotline, som betyder, at vi gennem det amerikanske firma kan få verificeret tolkenes identitet, således at vores sagsbehandling bliver mere effektiv. Vi får bedre værktøjer til at lave en sagsbehandling for de tolke, der har arbejdet for os via dette amerikanske firma,« siger Wammen.

Problemet har ifølge Wammen været, at det har været svært at få kontakt med det amerikanske firma, som har stået for ansættelsen af tolkene ikke bare til briterne, men også til danskerne. De danske styrker har fået tolkene via briterne, og det har været meget svært at konstatere, hvem der har arbejdet med hvem hvornår.

»Set i bakspejlet er vi formentlig alle sammen enige om, at det havde været rart, hvis det havde været på plads tidligere. Både forsvaret og den tidligere minister har arbejdet seriøst med den her sag. Men nu er aftalen på plads,« siger forsvarsministeren til Berlingske.

Forsvarsministeren vender i øvrigt tilbage til USA i næste uge sammen med nogle af forligspartierne bag forsvarsaftalerne for at kigge på nye kampfly. Det er Boeing fabrikkerne og Lockheed, som får besøg.

Dagens Gossip