Wammen til Peter Christensen: Skab nu ro om Forsvaret

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Der skal skabes ro om Forsvaret efter nogle turbulente uger.

Det er budskabet fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, til den nyudnævnte forsvarsminister Peter Christensen (V), som afløser partifælden Carl Holst, der tirsdag trådte tilbage efter en række "møgsager".

- Socialdemokraterne ønsker Peter Christensen tillykke med posten som forsvarsminister. Det er en meget vigtig opgave, han står overfor, og jeg håber, at han efter nogle kaotiske uger kan bidrage til at skabe ro omkring Forsvaret, siger Wammen til Ritzau.

- Det er vigtigt i forhold til Forsvarets ansatte og de mange mænd og kvinder, vi sender ud på internationale missioner, hvor de under farlige og vanskelige forhold skal gøre en stor indsats for Danmark, siger Wammen, der selv er tidligere forsvarsminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har givet udtryk for, at valget faldt på Peter Christensen, blandt andet fordi han er respekteret på Christiansborg.

På spørgsmålet om, hvorvidt Wammen er enig i den betragtning, er svaret:

- Vi har haft et fint samarbejde med Peter Christensen, og vi håber, at han efter den turbulente tid vi har oplevet med den tidligere forsvarsminister, vil kunne skabe ro og et godt samarbejde omkring forsvarspolitikken.

Spørgsmål: Så selvom Peter Christensen er Venstre-mand, er han god at samarbejde med?

- Vi har haft et fint samarbejde med Peter Christensen, og det håber jeg også, at vi får i hans egenskab af forsvarsminister, siger Wammen.

Peter Christensen har ellers tidligere gjort sig meget upopulær hos Socialdemokraterne.

Som Venstres politiske ordfører var Peter Christensen en af Helle Thorning-Schmidts skarpeste kritikere, da den meget omtalte skattesag rasede mod Socialdemokraternes daværende formand.

- Peter Christensen bærer sin historie med sig, men vi forventer et godt og konstruktivt samarbejde med ham som forsvarsminister, lyder det fra Wammen.

Han er overrasket over, at Peter Christensen blev udpeget som forsvarsminister.

- Det er overraskende, at Lars Løkke Rasmussen har valgt Peter Christensen, som var trådt ud af landspolitik, men statsministeren må jo have ment, at det var nødvendigt, og vi glæder os meget til samarbejdet med Peter Christensen, siger Wammen.

Peter Christensen blev ikke genvalgt til Folketinget ved valget 18. juni og meddelte derefter, at han trådte helt ud af politik efter 14 år på Christiansborg.

Den beslutning ændrede han, da Løkke tirsdag aften ringede ham op og tilbød ham forsvarsministerposten.

/ritzau/