Wammen: Vi er allerede i kamp mod al-Qaeda

Skrevet af admin

10/01/2015

Dagens topnyheder

Danmark kommer ikke til at ændre sin militære indsats mod terror oven på denne uges angreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det fortæller forsvarsminister Nicolai Wammen, som lørdag deltager i en demonstration i Kolding i sympati med angrebets ofre.

- Danmark er i kamp mod terror i form af Isil (også kendt som IS) i Irak, siger han til Ritzau med henvisning til den militær indsats mod jihadisterne i Islamisk Stat (IS).

- Vi går på vingerne og træner irakiske soldater for at beskytte civilbefolkningen, men også for at bekæmpe en terrororganisation, som ikke har lagt skjul på, at den vil angribe alle, der ikke tænker som den.

Foreløbigt er der dog ikke Islamisk Stat, der nævnes i forbindelse med angrebet i Paris, men derimod al-Qaeda, som stod bag angrebet på World Trade Center i 2001.

Forsvarsministeren vil ikke forholde sig til, hvem der står bag angrebet på Charlie Hebdo, men han understreger, at Danmark allerede deltager i bekæmpelsen af al-Qaeda.

- Danmark er engageret i kampen mod Isil, men derudover samarbejder vi med efterretningstjenester for at beskytte os mod al-Qaeda og andre terrororganisationer, så den danske indsats går ikke alene på Isil, påpeger ministeren.

Spørgsmål: Er der grund til at revurdere den danske militærindsats mod terrorister på baggrund af angrebet?

- Danmark ryster ikke på hånden, fordi nogle terrorister prøver at skræmme os. Vi angriber Isil i Irak, og det fortsætter fuldstændig uændret. Det bliver aldrig terrorister, der kommer til at bestemme Danmarks indsats ude i verden.

Spørgsmål: Men selvom man ikke ryster på hånden, kunne der måske være grund til at knytte næven?

- Vi har skam en knyttet næve, når det gælder Isil i Irak. Vi er i forreste linje, og det vil vi også være fremadrettet.

Spørgsmål: Men hvis det viser sig, at det er en anden terrororganisation, der står bag angrebet i Frankrig, kan det så blive aktuelt at lave militær indsats mod den?

- Jeg vil ikke kommentere, hvilken organisation der står bag. Der er en politiundersøgelse i gang af det, og den afventer vi, meddeler forsvarsministeren.

/ritzau/