Wass bliver dobbelt målskytte i Evian-ydmygelse

Skrevet af admin

17/08/2014

Mest læste i dag

Daniel Wass scorede to gange for Evian i lørdagens aftenkamp på udebane mod Rennes, men det har han formentlig svært ved at glæde sig over.

For danskerklubben tabte hele 2-6 til Rennes, så mundvigene hang nedad over hele linjen, da dommeren fløjtede den målrige kamp af.

Wass udlignede efter 35 minutter til 1-1, og fik for et kort øjeblik troen på point op i gæsterne, der havde Jesper Hansen på mål.

Inden pausen havde den tidligere FC Nordsjælland-keeper dog allerede hentet bolden yderligere to gange ud af nettet, og det blev blot endnu værre i anden halvleg, hvor Rennes splittede Evian-forsvaret ad.

Offensivt var Daniel Wass et af få lyspunkter, og ud over sin scoring til 2-5 knap 10 minutter før tid, havde den tidligere Brøndby-spiller også et hårdt hug fra distancen, der var tæt på at gå i mål.

Nicki Bille startede ligesom Jesper Juelsgaard kampen på bænken, men blev sat på banen med en halv time igen i et forgæves forsøg på at sætte fut i angrebet.

For Lars Jacobsen og Guingamp lignede det længe uafgjort på udebane mod Lens, men så fik indskiftede Ladislas Douniama scoret i overtiden, og så løb gæsterne med alle tre point.

Kian Hansen og Nantes fik et enkelt point med hjem fra Metz, hvor kampen endte 1-1.

/ritzau/